Det begyndte en sen forårsdag. Solen skinnede varmt og lærkerne klirrede så underfundigt deroppe under himlens tag. Slottet oppe på toppen af bakken solede sig i al sin skønhed. Luften var fyldt med forventninger om alt det liv, der skulle leves. Ærteplanterne stod i lange, lige rækker og de tynde aflange ærtebælge nikkede med hovederne, når spurvene satte sig for at tage et kort hvil inden den rastløse færd sendte dem videre ud i verden.

Ærten, som ikke var som de andre, lå i sin bælg og var ensom. Snakken gik, som den jo gør i en ærtebælg. Om livet udenfor, om drømme, om at blive til noget her i livet, alt det som fylder en ærts liv. Men Ærten var stille. Den talte ikke gerne med de andre ærter i bælgen, for den følte sig finere og mere fornem end dem. Den vidste inderst inde at den var født til at blive noget stort. De drømme, de andre drømte, var ikke nok for den. Der måtte være mere i dette liv end at ende som suppe eller blive stuvet sammen med gulerodsstykker.

Ærten døsede hen og pludselig som et klarsyn fra oven kom det. Den blev i et sekund stakåndet, sukkede højlydt og de andre ærter blev stille, forventningsfulde. De havde vænnet sig til at Ærten aldrig gav et ord fra sig og nu pludselig dette voldsomme udfald. Men Ærten blev tavs igen og sank dybt ind i sig selv.

Inde i det grønne indre så Ærten et syn, som gjorde den lykkelig og i et nu forstod den, hvorfor den var anderledes end de andre ærter. Drømmen var så tydelig, som var det den skinbarlige virkelighed. Ærten blev ført på lette grønne vinger ind i en fantastisk fremtid. Der hørte og så den, hvordan et eventyr med dronninger, prinser og prinsesser blev fortalt i hele landet. Ja, i hele verden fortaltes dette eventyr, der var så smukt. Som i feber hørte Ærten sig selv blive nævnt og en uendelig følelse af lykke berusede den lille ært. Den hørte ikke hele historien, som blev fortalt - den var så opfyldt af at være lykkelig. Nu kunne den udholde ensomheden og de andres hånlige bemærkninger. Alt kunne den tåle, når blot den vidste, at den skulle blive den mest berømte af alle ærter.

Da højsommeren sendte sine varme stråler og kåde leg ind i menneskenes verden, lå Ærten i sin ensomhed og voksede som ærter gør. Den forestillede sig, hvordan dronningen i det store slot skulle udvælge den fineste og smukkeste ært af dem alle. Det var naturligvis Ærten. Ingen anden var så grøn, så rund, så skinnende som den. Dronningen ville tage den blidt op af skålen. Hun ville majestætisk løfte den imellem sine kongelige fingre og se beundrende på den. Så ville hun tilkalde tjenere og hoffolk. De ville finde en blød, rød fløjlspude og lægge den ind midt i det fineste af alle værelserne på slottet.

Musikken ville spille. Kongen og dronningen, prinserne og prinsesserne, måske endda en kejser, skulle komme ind i det fornemme rum, hvor Ærten lå. Ærten kunne næsten mærke, hvordan det bløde leje fint gav efter for dens vægt og hvordan det røde fløjl nærmest kærtegnende understregede dens fornemme linier. Så ville de alle sukke beundrende.

"Hvor er den vidunderlig smuk", ville prinsesserne udbryde.

"Hvor er den rund", ville kongen og kejseren blive enige om.

"Hvor er den dog utrolig grøn", ville prinserne leende råbe.

Og dronningen ville stille nikke og sende bud efter landets førende eventyrmager. Han ville komme og hurtigt ville eventyret tage form. Om den smukkeste ært, verden endnu havde set. Og om hvordan verden ikke mere var den samme efter at menneskene havde set noget så smukt og fuldendt. Se, det var det eventyr, som blev fortalt igen og igen i hele den store verden.

Ærten kunne næsten ikke vente. Den fyldtes af al den storhed, den skulle opleve og en dag kom den til at fortælle de andre ærter, hvordan den så sin fremtid badet i berømmelsens lys. Der var helt stille, mens Ærten fortalte og den følte virkelig, hvordan de andre ærter lyttede ærbødigt og med behørig anstand. Da Ærten var færdig med at fortælle hang tavsheden som en tung dyne i den lille ærtebælg. Et sekund. To sekunder. Så skete det, der ikke kunne ske. De andre ærter brast i en hånlig latter. Latteren rungede ud over ærtemarken og fuglene tav forundret. Da ærterne i bælgen igen fik talens brug, sagde de hånligt til Ærten, at de da aldrig havde hørt noget så latterligt. En Ært, som der skulle fortælles historier om til verdens ende. Pjat!

Resten af tiden måtte ærten lide, ikke kun tavshedens hårde vilkår, men også spot fra de andre ærter. Historien bredte sig snart i hele ærtemarken. En skadefro latter fyldte de lange række af ærter og Ærten rødmede af skam.

Heldigvis varede det ikke længe, før Ærtens lidelser skulle have en ende. Det var en klar og varm sommerdag. Marken var fyldt med uro og råb fra mange struber. Ærten lå helt stille. Forventningsfuld og vagtsom. Nu skulle det ske. Den var parat. Havde været det et stykke tid. Den var så rund og fin, som en ært kan blive. Og den følte, at dens indre storhed lyste ud af dens grønne skal.

Mørket kom som et chok. Det lysegrønne lys, som altid fyldte ærtebælgen om dagen, blev afløst af sort, altomsluttende mørke. Nu vidste Ærten, at tiden var kommet. Det måtte briste eller bære. Der var ingen vej tilbage. Den trygge tilværelse i bælgen på ærtemarken var for evigt forbi.

Så et brutalt ryk. Ærten skulle lige til at protestere og fortælle, at den altså var den mest berømte af alle ærter. Og at den derfor skulle behandles med respekt.

Bælgen fløj gennem luften og landede ovenpå en hel masse andre ærter og snart var der igen mørke. Ikke så tæt som før, ikke så ildevarslende, som da hånden brutalt havde revet dem ud af tilværelsens blide favntag og sendt dem af sted på deres sidste rejse.

Da lyset kom, var det skærende og grelt. De grønne aflange beholdere blev helt ufølsomt smidt op på et bord, hvor de unge piger samlede dem op, flækkede dem og åbenbarede de jomfruelige ærter. Ærten glædede sig ubeskriveligt. Alt hvad den havde lidt, var ikke forgæves. Lige om lidt ville underet ske. De unge piger ville åbne ærtens bælg, snakken mellem dem ville forstumme og alt ville blive godt.

Pigen, der flækkede Ærten´s bælg, var en smuk pige med rødbrunt hår, der netop sad og fortalte de andre om den store og stærke Anders, der Sct. Hans Aften havde lokket hende med ud i ærtemarken. Det var på det mest spændende sted i pigens historie, at Ærten kom frem i lyset. Pigen var ved at fortælle om hans store stærke krop, der bar hende af sted i mørket. Da åbnede hun for Ærten. Den blev blændet af det skarpe lys, men det gjorde ingenting. Pigerne ville jo så meget desto klarere kunne se den.

"Og nu, nu standser tiden," tænkte Ærten, "nu holder hun inde med sin platte historie og tier, mens hun beundrende ser på min runde og faste krop."

Men ingenting skete. Pigen snakkede videre og kastede uden tanke verdens mest omtalte Ært ned i skålen til de andre ærter. De andre piger i køkkenet lænede sig ind over bordet, fik de sidste detaljer i historien og en latterorkan sendte sine humørstråler ud i hele slottet. Men Ærten lå i skålen og forstod ingenting. Det var helt forkert. Den skulle lige til at fortælle, hvilken fantastisk Ært den var, da pigerne rejste sig, tog skålen, hvor Ærten lå øverst og satte den ind i det mørke skab.

Der lå Ærten og hørte, hvordan uvejret langsomt trak op nede fra dalen. Torden, lynild, styrtregn og en vind så vild. Ærterne lå i deres skål og skuttede sig. Hver af dem priste sig lykkelige for ikke at være ude i sådan et stormvejr, da der pludselig blev stille på slottet. Det var som om forventningen om det, der skulle komme, forplantede sig ned igennem slottets mure og helt ind i køkkenskabet.

Pludselig kom pigerne løbende ind i køkkenet og var febrilske og urolige.

"Hun er af det skære glas", sagde en.

"Så fin og så gennemsigtig kan kun en rigtig prinsesse være", sagde en anden.

"Men så kold og våd hun var, den lille stakkel"; sagde en tredje.

Pigerne satte vand over til varm the til den gennemsigtige, som jo nok var en prinsesse. Og langsomt voksede der en ny drøm frem i Ærtens indre.

"Å, jeg skal trøste denne prinsesse", tænkte den "jeg skal op og sættes frem for det smukke og fine væsen, som nok forstår sig på noget, som er smukt og fint".

Og så forestillede Ærten sig, hvordan dronningen kom ned i køkkenet, tog skålen ud af skabet og udvalgte lige præcis den Ært. Fordi Ærten var så grøn, rund og skinnende, ville alle prinsessens lidelser forsvinde som dug for solen, når hun fik syn på Ærtens smukke runde linier. Den skulle lige til at fortælle de andre ærter i skålen, at dens tid snart var inde. At den snart skulle vise dem, hvem der fik ret. At de snart skulle se, hvem der blev lagt på røde fløjlspuder og hvem der endte i suppegryder, men så hørte den, hvordan dronningen kom ind i køkkenet og gik hen mod skabet.

Da døren blev åbnet, var Ærten parat. Den var ved at sprække af forventning og glæde over det, der nu skulle ske. Ærten var lige på nippet til at sige til dronningen, at hun var ventet. Men dronningen havde travlt. Hun tog hurtigt, ja ligesom tilfældigt, Ærten fra skålen. Det kunne den ikke forstå. Det var forkert.

Ærten vendte sig og så, hvordan de andre ærter misundeligt betragtede den. Den havde altså haft ret hele tiden - den skulle op og opleve noget helt specielt, noget ingen andre ærter nogen sinde ville opleve. Ærten fortrød i et kort sekund, at den ikke havde levet et almindeligt liv sammen med de andre ærter i bælgen, da døren smækkede og dronningen hurtigt gik op af trappen. Ærten mærkede en stille uro vokse inde i dens indre. Den ville så gerne have fortalt dronningen, at den Ært, som hun lidt hurtigt havde valgt, skulle blive lige så berømt eller måske endnu mere berømt end dronningen. Men det var som om dronningen slet ikke bemærkede den mest berømte af alle ærter. Ærten hang der, mellem tommel - og pegefingeren på dronningen og langsomt blev den stille uro til en sitrende frygt dybt i den grønne indre.

Da de kom ind i det fornemme værelse blev frygten afløst af vished. Det var helt forkert. Uden at nogen kejsere eller konger anerkendte dens smukke form eller farve, blev Ærten lagt på et sort, koldt gulv. Den nåede ikke at fortælle dronningen, at sådan behandler man altså ikke den mest omtalte ært af alle ærter, for hun havde travlt og løb hen til stuepigerne og fortalte dem, hvad de skulle gøre.

Ærten lå kold og ensom på det sorte gulv. Den kunne ikke fatte, at skæbnen kunne være så grum, så uretfærdig. Den så fortvivlet rundt i det ganske vist meget smukke værelse, men der var ingen fløjlspude, ingen prinsesser til at beundre den. Den var alene. Så fik den øje på stuepigerne. De kom slæbende med en masse madrasser. Den forreste madras blev, inden det var muligt for Ærten at protestere, lagt oven på Ærten. Den blev så chokeret, at den ikke evnede at protestere. Og en madras til og en til, indtil tyve madrasser og tyve edderdunsdyner lå som et kæmpebjerg og ventede på prinsessen. Nederst lå Ærten og forstod mindre og mindre af alting.

Prinsessen af glas blev på en eller anden forunderlig måde lagt op på bjerget af madrasser og dyner. Hele den nat lå hun og ynkede sig.

"Å", sukkede hun,

"Uh, hvor gør det ondt", udbrud hun, mens hun vendte sit skrøbelige korpus.

Hver gang, hun vendte sig, blev Ærten trykket længere og længere ned i gulvbrædderne.

Om morgenen blev prinsessen gul og blå over det hele ført ind til hyldest og beundring. Bagefter kom stuepigerne ind i det smukke værelse og fjernede dynerne og madrasserne. De lo og talte om det kommende bryllup. Da de havde fjernet alle dynerne og alle madrasserne, opdagede de en grøn, fedtet plet på det sorte gulv. Den ene af stuepigerne, en smuk pige med rødbrunt hår, hentede fejebakken og smed den grønne fedtede substans ud i skraldespanden.

Eventyret om prinsessen, der lå på de tyve madrasser og de tyve edderdunsdyner blev skrevet ned. En bog med de fine ord kom ud og gjorde mennesker og børn glade, hvor de end var i verden. Dronningen blev spurgt, om ikke Ærten skulle på museum. Nu var den jo berømt og feteret. Da stivnede dronningen et kort øjeblik. Men hun fattede sig snart, gik ned i køkkenet og tog skålen med ærter ud af skabet. Her stod hun længe og udvalgte den største og smukkeste af de ærter, der var tilbage i skålen. Og det var den ært, der kom op og ligge på rødt fløjl på et museum, hvor konger og godtfolk kunne komme og beundre den. Der lå den, lige til den blev krøllet og grim og kom på Rigsarkivet.