|
Undervisning i historiefortælling Jeg begyndte med at undervise i historiefortælling på Borups Højskole i 1994. I løbet af de fem år, som jeg underviste i faget, udviklede jeg en metode, som jeg kalder "venligt vibrerende vekselvirkning". At kunne lytte, mens du fortæller, at kunne veksle mellem det dramatiske og det episke, at kunne veksle mellem fortælleren og fortællingen. En god historie fortalt godt er modsætningernes spil, når det er bedst. Da jeg begyndte at undervise i 1994, var der meget få, der underviste i faget historiefortælling, så det var famlende og usikkert. Men det gav hård hud på lyttelabberne. Jeg lærte at lytte mig ind til, hvilken respons eleven skulle have. |
|
Dagbog
Januar 1994. Jeg er lige blevet fastansat på Borups Højskole i København som teaterlærer og skal ud over teater også undervise i mindst to andre fag. Derfor foreslår jeg forstander Jacob Erle at oprette et helt nyt fag. Historiefortælling. Det får jeg lov til. Da jeg skal til at forberede mig, går det op for mig, hvor lidt jeg egentlig ved om emnet. Mytologi og videnskab
Tre uger før min første undervisning gik op på det lokale bibliotek for at hente inspiration. Det slog mig som en modsætning, at jeg for at indhente vide om historiefortælling, skulle læse bøger. Det naturlige ville selvfølgelig være, at finde de gode fortællere og spørge dem, hvordan de gør. Tale med dem. Denne modsætning skulle jeg opleve som en omdrejningspunkt i mange år frem. Men det vidste jeg ikke i de kolde januardage i 1994. Den altid hjælpsomme bibliotekar var interesseret. "Det har jeg godt nok aldrig hørt om før, men jeg skal se, hvad vi kan gøre." Hun havde kendskab til to sammenhængende bøger om emnet. Skrevet af en professionel historiefortæller. Det vidste jeg slet ikke man kunne være. Jeg fik bøgerne i hånden. De så umiddelbart interessante ud. Så nogle bøger med historier og eventyr fra børnebiblioteket og til sidst lidt nordisk mytologi. Så var jeg dækket ind, mente hun.
En uge før skolen skal begynde, sidder jeg i stuen i vores nyerhvervede hus i Birkerød. Det er januar. Det er koldt - heldigvis har vi lige fået installeret brændeovn og ilden knitrer. Jeg er ikke helt sikker på, hvad det er for noget træ, jeg har lagt i ovnen, men det luner og det er det vigtigste. Jeg læser i bøgerne og begynder lige så stille at føle lidt panik. Jeg synes ikke rigtigt, der er noget i de bøger, jeg har fat i. De to sammenhængende bøger er en fin introduktion. Men der er ikke meget, som jeg ikke vidste i forvejen.
N.F.S. Grundtvig´s bog "Nordens Mythologi" fra 1832 er ikke nem læsning. Det er den bog, hvor han bl.a. siger "Frihed for Loke såvel som for Thor." Bibliotekaren har fortalt mig, at beskrivelsen af Balders død, Ragnaroks komme og den nye verdens opståen er stærk og fyldt med billeder. Jeg læser det pågældende afsnit og noterer, at der her er noget at arbejde videre med.
Jeg bliver interesseret. Jeg har aldrig før læst noget af Grundtvig og der er ingen på højskolen, der har bedt mig om at forholde sig til skaberen af den skoleform, som vi lever i til daglig. Det er lidt interessant. Det er ikke så nemt at læse, men jeg bliver fanget. Især de indledende betragtninger er interessante.
Bogen indeholder et forord, skrevet af Poul Engberg, som i 1994 stadig var aktiv som bestyrelsesmedlem i Borups Højskole. Derfor læser jeg det med ekstra interesse.
Jeg læser:
"1. Med sit videnskabsbegreb sprænger Grundtvig positivismens snævre grænser og livsreducerende lænker og peger frem mod en videnskab, der befinder sig i en frugtbar samtale med et syn, der rummer agtelse for mennesker som et gådefuldt væsen og for naturen som en poetisk virkelighed. Synet lever i nordisk mytologi."
Brændet inde i ovnen giver et ordentligt smæld. Lyden forplanter sig i mit sind. Jeg ser mit liv foran mig. Jeg mindes ikke på noget tidspunkt at have fået at vide, at de nordiske guders storladne fortælling indeholdt noget, som kunne bruges. Og jeg husker ikke min skolegang som værende fyldt med agtelse for poetisk virkelighed. Snarere tværtimod. Min skolegang var rimelig rædselsfuld. Jeg passede ikke ind. Jeg mindes engang, at en vikar skrev "… ngstskr …" op på tavlen. Så skulle vi elever fylde ud i begyndelsen og i slutningen. Det er jo ikke mange danske ord, der har så mange konsonanter samlede.
Jeg gik hjem, arbejdede intensivt med opgaven. Og da vi skulle have vikaren næste time, var jeg klar. Hun skrev konsonanterne på tavlen, vendte sig og spurgte, om der var nogen, der havde fundet løsningen. Jeg skulle allerede der have reageret. Hun var jo ikke interesseret i konstruktive, spændende løsninger. Hun var interesseret i Løsningen med stort, den rigtige løsning. Jeg gik op, skrev ordet: "hingstskrål", vendte mig mod lærerinden, der lamslået kiggede på mig og sagde, at jeg godt kunne gå ned på min plads. Hun var vred og skuffet. Mit rygte som ballademager var vel også nået til hende. Og det kombineret med, at jeg ikke havde givet hende Løsningen, gjorde hende utryg og hun følte virkelig, at jeg havde gjort grin med opgaven. Det havde jeg ikke. Jeg ved ikke, hvor den lærer er i dag, men hvis du læser dette, kan jeg bare sige, at jeg med opbydelsen af al min tankevirksomhed ikke kan finde et provokerende motiv for løsningen "hingstskrål". Og helt ærligt, set med mine 48 årige briller og med min status som historiefortæller og kunstner, synes jeg, at det er en ganske original og sjov løsning. Det er i hvert fald mere livsbekræftende end den løsning, som lærerinden selv måtte skrive på tavlen.
Grundtvig skriver, at mundtlighed er at foretrække frem for skriftlighed
Jeg læser videre. Det går op for mig, at bogen som jeg sidder med, bærer det samme paradoks, som har været en af smertestenene på min vej i skabelsen af min bog, Fortæl en historie: Hvorfor i alverden skrive en bog, som hylder det mundtlige og derfor nedgøre sin modsætning, det skriftlige? "Vist nok finder jeg mig forlegen ved at skulle beskrive, hvad der, som Livet i sin Modsætning til Döden, kun lader sig udtale med levende Röst …"
Grundtvig er tilsyneladende kold overfor paradokset. Det er som om, hans svulstige udsagn og voldsomme tanker om en fremtidig skole, ikke levner tvivl. Skrift og tale går hånd i hånd. Han har en dyb tro på, at det skrevne og det mundtlige ikke er to poler, der udelukker hinanden, snarere er det to modsætninger, der lever og ånder i hinandens lys. Lige såvel som tro og videnskab skal gå hånd i hånd. På side 19 får jeg forklaringen: "De lærde vil da bruge deres Sprog til, hvad det, anderledes end Latinen, fremmer: til at trænge dybere ind i Oldtidens Aand, og til at lette den videnskabelige Vexelvirkning."
Brændet i min brændeovn går amok. Det ene smæld afløser det andet. Jeg stirrer på ordet. Vekselvirkning - er det virkelig så simpelt? Jeg beroliger mig selv og tænker, at det er det simple, der holder. Det komplicerede og konstruerede er ikke nær så effektiv. Jeg læser videre og har hele tiden det der ord klingende. Teksten er pludselig forståelig på en helt anden måde, og nu glæder jeg mig til min første time i historiefortælling.
Johan Borup, som grundlagde Borups Højskole, Danmarks eneste højskole placeret inde i storbyen, talte med en lærer om nogle problemer denne havde med eleverne. "Jeg har svært ved at få mine elever til at lytte", sagde læreren. "Der er så meget uro". "Keder De Dem?", spurgte Johan Borup. (Jeg kan se, at pointen i historien allerede er givet, da jeg bliver nødt til at skrive De med stort). "Ja, det er vel det, der er problemet - at min undervisning ikke er interessant nok" svarede læreren. "Nej", sagde Johan Borup, "det var ikke eleverne, jeg mente, da jeg spurgte om De kedede Dem." Jeg husker historien og er ret sikker på, at jeg ikke kommer til at kede mine elever. For det her. Det er sjov. Jeg glæder mig til at opdage sammen med mine elever, hvor langt dette kan føre os. Jeg er simpelt hen nysgerrig. Og en nysgerrig lærer, det er en god lærer.
Skriv ikke en bog!
Bogen er en udover at være en hyldest til de nordiske guders overvældende poetiske skønhed, også en lovprisning af den græske mytologi, Kristus og Shakespeare.
Jeg roder i mine notater. Et eller andet sted har jeg i mine forberedelser til faget noteret nogle tanker om mundtlighed i Sokrates, Jesus Kristus og William Shakespeares´ liv. Jeg smiler, da jeg finder det. Det kan jeg bruge som indgangsbøn til mine elever.
Sokrates gjorde det ikke. Jesus gjorde det ikke. Shakespeare gjorde det ikke. Tre af verdenshistoriens mest betydningsfulde personligheder i den vestlige civilisation har så vidt vides ikke skrevet en linie. De mente, at efterkommerne, de kommende generationer sagtens kunne nyde godt af deres tankegods uden. De mente, at den mundtlige overlevering kombineret med en stærk sammenhæng mellem det, de sagde og det, de gjorde var nok til at deres tankegods kunne viderebringes. Eftertiden har vist, at det havde de ret i.
Venligt vibrerende vekselvirkning - VVV. I løbet af ugen op til min første undervisningstime udvidede jeg begrebet 'vekselvirkning' til 'venligt vibrerende vekselvirkning', således at begrebet kunne danne en modpol til det dengang ikke så store, men hurtigt voksende WWW.
Min første time i historiefortælling blev en succes. Jeg havde bl.a. lavet et skema, hvor jeg delte verden op i modsætningspar. Jeg tegnede en tyk streg imellem de to verdener. Så holdt jeg mit oplæg. Og imens viskede jeg stille stregen ud og lavede i stedet en sitrende bølgebevægelse. Jeg fortalte dem, at verden ikke er modsætninger, som vil udelukke hinanden. Snarere er det modsætninger, som hele tiden lever i et afhængighedsforhold til hinanden. Både og/hverken eller. Det er ikke så nemt for mennesker fra vores del af verden at forstå dette, da vi altid lader modsætninger være i kamp og helst udelukke de andre. Men det er muligt at finde civilisationer, der kan mestre denne balance.
Eleverne fik som lektier til næste gang at finde flere modsætningspar, der indgår i en vekselvirkning med hinanden. Det syntes de var sjovt. I løbet af det forår begyndte jeg langsomt at indtrække historiefortælling i undervisningen og lod dem gå igennem øvelser. Fortæl om din dag, fortæl om et positivt vendepunkt i dit liv etc. Og hele tiden med vekselvirkningen som undersøgelsesapparat. Jeg begyndte nu at 'prædike'. Mine VVV´er fyldte snart alle tavler i de klasseværelser, hvor jeg underviste.
VVV. i historiefortællingen
I forhold til at være historiefortæller har jeg fundet følgende vekselvirkningspar:
Vekselvirkningen mellem fortæller og lytter Jeg lytter mens jeg fortæller. Jeg kigger mine lyttere direkte ind i øjnene og justerer min historie, hvis jeg kan mærke uro. Jeg kan standse min fortælling og direkte involvere lytterne.
Vekselvirkning mellem billederne og historiens motor. Billederne skabes af hver enkelt lytter og er væk i samme sekund som historien er væk. Som jeg skrev i forordet, er du som fortæller en rejsefører. Og hvis du forfører dine lyttere med en fantastisk række af billeder uden at indholdet står mål med billederne, vil dine lyttere blive skuffet og du får en stærk modreaktion.
Vekselvirkning mellem at være konge i eget hus og den mest ydmyge tjener. At træde ind i et rum som fortæller er at blive kongen i rummet - du bestemmer alt. Hvordan stolene skal stå, hvor du som fortæller skal være og når du er sammen med dine tilhørere, er de aldrig i tvivl om hvem der har magten i rummet. Samtidig med at du har magten i rummet er du den mest ydmyge tjener. Alle tilhørernes mindste befaling er din lov. Du må lytte dig ind til dine tilhøreres inderste drømme og det kan du kun gøre ved at være 100 % ydmyg overfor dine tilhøreres ønsker. Vær opmærksom på dine tilhøreres reaktioner.
Vekselvirkning mellem det episke og det dramatiske. "Der var engang en konge …" er en typisk episk begyndelse til en historie. Du kan male situationen i løbet af meget kort tid. Du agerer ikke, du beskriver. Dramatisk er du, når du gestalter en af personerne i din historie. Det kan være en antydning af forandring i stemmen, det kan være en hel kropsholdning. Det kan være at du pludselig går som den gamle kone, historien handler om. Der skal være en vekselvirkning mellem de to. Meget dårlig fortælling beror på, at det enten er for stillestående eller for teateragtigt. Når fortælleren spiller alle roller og giver løs af energi, er det show. Du er som lytter ikke involveret. Du behøver ikke at tage ansvar. Mens en historiefortæller, der sætter noget på spil og som tør være vekselvirknende mellem de to poler, får lytterne frem på stolen. De bliver medskabende.
Vekselvirkning mellem ord og stilhedbr> En historie bliver skabt i pauserne. Det er der, ansvaret overlades til lytterne. Det er der, musikken begynder at spille. Lytterne skaber billeder og aktiverer bevidstheden - hvad sker der? Hvad kan der ske? Pauser er fortællingens moder. Jeg er bedst, når jeg hele tiden skifter mellem at give og tage. Lytterne skal have energi, drive, klare billeder og en god historie samtidig med at de skal mærke, at jeg som historiefortæller er opmærksom på hver enkelt af dem. De er ikke et upersonligt publikum. Hver enkelt lytter har betydning. Det gør mig i stand til at korrigere mine historier, så de passer til dem, der lytter. Det er lidt ligesom om, vi skaber verden sammen, mine lyttere og jeg.